november 2008 Arkiv

Forvirring

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

Forvirring er at være bevidst om mere på en gang, end man kan holde styr på. Så hvis du er forvirret, ved du meget. Du skal blot tænke på færre ting ad gangen.

Er der noget, du er forvirret omkring for tiden?

Hvis ja, er der måske lidt hjælp at hente i det følgende. - Prøv det af, og skriv en kommentar, om det også virker for dig.

Gennem mine mange år som underviser i personlig og spirituel udvikling har jeg naturligvis utallige gange oplevet menneskers forvirring omkring stort set alle livets temaer og fænomener. Og da jeg altid selv har været en videbegærlig og søgende sjæl, er det heller ikke småting, jeg selv har været forvirret omkring.

På et tidspunkt opdagede jeg dog, at sindstilstanden forvirring er forbundet med nogle ganske bestemte og forudsigelige måder at tænke på. - Når vi er forvirrede, har vi simpelthen for meget kørende rundt i hovedet på en gang. Men endnu vigtigere, jeg fandt ud af, at hvis jeg stiller mig selv en række spørgsmål på en bestemt måde, kan jeg få forvirringen til at lægge sig og dermed få ro på, så jeg kan finde hoved og hale på mine tanker igen.
Prøv det af:

Tænk på noget, du er virkelig forvirret omkring.

Det kan være en bestemt information eller noget andet, du forsøger at forstå. Det kan være noget omkring dine venskaber eller andre relationer, eller det kan være et eller andet omkring nogle valg du skal foretage i dit liv etc.
Læg mærke til, at stort set uanset hvad du er forvirret omkring, så hober der sig for mange tanker, muligheder, synsvinkler eller andre informationer op i sindet på en gang, og til sidst ved du ikke, hvor du skal begynde, og hvor du skal slutte.

Spørg nu dig selv: "hvad er bare en ting, jeg ved om dette"?

Og uanset hvor banalt det måtte være, så skriv det ned på et stykke papir eller på din computer.

Spørg herefter dig selv: "Og hvad er en ting mere, jeg med nogenlunde sikkerhed ved om dette her"?

Skriv også dette ned.

Bliv ved med at spørge dig selv og skrive ned, indtil du kan mærke, at der falder mere ro på.
Når du har fået lavet en liste med bare nogle få ting, du trods forvirringen ved om situationen, emnet, eller hvad end du måtte være forvirret omkring, så kan du begynde at lave en liste over de ting, du stadig mangler at finde ud af.
På den måde bliver forvirringen en positiv anledning til at blive mere afklaret og klogere på dig selv og livet.

I eksistentiel forstand kan forvirring faktisk også være en virkelig positiv ting.
Mange gange i mit liv har jeg været totalt forvirret omkring, hvad jeg skulle gøre eller ikke gøre, hvad der var sandt eller usandt, rigtigt eller forkert, fair eller ikke fair osv.
Med andre ord har jeg ved flere lejligheder været godt og grundigt rundtosset i eksistentiel forstand.

Til sidst har jeg så ofte måttet give op og bare konstatere, at det eneste jeg med sikkerhed vidste, var, at jeg var i live lige nu, at der i øjeblikket ikke var nogen fare på færde, og at jeg jo kun kunne tage stilling fra øjeblik til øjeblik, til hvad end livet kunne finde på at diske op med.

Og det sjove er så, at nuet i sig selv sjældent er særlig forvirrende eller vanskeligt at tage stilling til.
Det er, når vi bliver fanget ind af fortid og fremtid, - der reelt kun er konstruktioner i sindet, - at vi bliver grebet af eksistentiel forvirring.


mange kærlige hilsner

Ole

Tid

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

Under oprydningen på min computer fandt jeg denne lille perle, som en nær ven sendte mig på et tidspunkt. Ret meget mere pædagogisk kan det vel egentlig ikke siges. - Og jeg er blevet mindet om vigtigheden af teksten flere gange på det sidste. Flere betydningsfulde mennesker omkring mig har mistet livet det sidste års tid.

Juvelen i smerten er dog, at jeg hver gang er blevet mindet om sandheden i det følgende:

"Forestil dig en bank, der hver morgen indsætter 86.400 kr. på din saldo. Den overfører ikke saldoen til næste dag. Hver aften slettes det beløb, du ikke har formået at bruge i løbet af dagen. Hvad ville du gøre? Trække hver krone ud.....selvfølgelig!

Vi har alle sådan en bank....den kaldes TID! Hver morgen sættes der 86.400 sekunder ind på kontoen. Hver aften afskriver banken - som tab - det, du ikke har formået at investere i gode formål. Saldoen overføres ikke til næste dag. Der er ikke mulighed for at trække over. Hver dag åbnes en ny konto til dig. Hver aften bliver saldoen slettet. Hvis du ikke får brugt dagens indskud, er tabet dit. Der er ingen vej tilbage. Der er ingen mulighed for at spare op til i morgen. Du skal leve nu for det indskud, du har fået i dag. Investér det, så du får optimalt udbytte i lykke og livskvalitet. Få mest ud af dagen i dag. Tiden venter ikke på nogen! I går er historie. I morgen er et mysterium. Dagen i dag er en gave - lev den i dag!"


mange kærlige hilsner

Ole

Selvudvikling og personlighed

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

Personligheden er de former, vi antager, når vi i dybeste forstand glemmer, hvem vi er. .

Når vi siger "jeg" og "mig" og i det hele taget taler om vores personlighed, refererer vi typisk til vores navn, vores køn, alder, nationalitet eller mere eller mindre positive egenskaber.

For mig er det imidlertid person-lighed, altså noget, som minder om en person og ikke vores egentlige selv.

Det egentlige selv har intet navn, ingen alder, intet køn eller race. Når vi er allermest os selv, ja så ER vi bare. Oplevelsen af vores "sande identitet" er en umidelbar oplevelse af at eksistere, her, nu og i harmoni og sammenhæng med det liv, som strømmer indeni os og som omgiver os i form af andre mennesker og andet levende.

Når vi er "hjemme" i vores værenskerne i nuet, har vi adgang til al den glæde, frihed, mening og kærlighed, vi altid har drømt om. Og sikke meget vi så har at dele med hinanden, i stedet for at vi skal forsøge at fravriste andre deres udelte interesse, opmærksomhed, kærlighed og loyalitet.

Og når vi "bare" er, er der heller ikke nogen selvbilleder, noget image ud ad til, som skal forsvares, og som kan skabe kløft mellem os selv og andre.

For mig handler selvudvikling dels om at udvikle og bruge så mange sider af os selv som muligt. Og dels handler det om at opdage, hvordan vi gennem tiden er blevet identificeret med en masse roller og etiketter, som andre og vi selv har hæftet på os.

Opdager vi først rollerne, eller formerne som jeg kalder det, har vi muligheden for at bryde ud af stereotyperne og de automatiske reaktioner. Og hver gang vi bryder identifikationen med en rolle eller en forestilling om os selv, kommer vi lidt mere til stede i nuet. Vi opdager med andre ord lidt mere af, hvem vi i virkeligheden er.

Det kan godt være, at det ikke sker fra den ene dag til den anden, men langsomt og sikkert finder vi "hjem" til os selv.

Kender du mon oplevelsen af, at din lidt for flinke eller overansvarlige side tager over, og at du får sagt for meget ja og for lidt nej?

Opdager du sommetider, at du bliver uforholdsmæssigt hudløs og usikker på dig selv og måske endda føler dig en del yngre end din biologiske alder?

Forfalder du sommetider til en utilstrækkelig eller mindreværdig selvfølelse?

Løber din stolte, ambitiøse eller arbejdsnarkomaniske side af og til af med dig?

Er du til tider så meget en "forsigtig-Per", at det går ud over din livskvalitet, eller bliver du så selvkritisk, at det hæmmer dig i at folde dine talenter og potentialer ùd?

Hvis ja, er det så noget du bevidst vælger? - Nej vel! -

Det er det, jeg kalder for former. Det er person-lighed. - Og den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det.


mange kærlige hilsner

Ole

Kritik

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

At være kritisk overfor andre har den umiddelbare fordel, at jo flere fejl vi kan finde hos dem, jo mindre påtrængende synes vores egne mangler at være.

Jeg har utallige gange i såvel mit private liv som i mit professionelle arbejde med mennesker de sidste 25 år undret mig over, hvorfor vi mennesker ofte bliver ved med at gentage adfærdsmønstre, som hæmmer glæden og livsudfoldelsen i stedet for at styrke den.
Det gælder f.eks. så simpel en ting som det at kritisere hinanden.

Mange af os bruger ufattelig meget tid i vores private og professionelle liv på at finde fejl og mangler, og især når vores ønsker og behov ikke bliver imødekommet, er en god omgang kritik og bebrejdelser ofte det mest intelligente, vi kan finde på. - Men virker det nu også? - Nej vel!?

For det første flytter du-budskaber opmærksomheden væk fra det sted, hvor skoen i virkeligheden trykker.
For det andet kan vi jo ikke ændre tingene til det mere positive, hvis vi leder efter løsningen det forkerte sted.

Og sandheden er jo nok, når det kommer til stykket, at der bag ethvert kritisk "du er"-budskab gemmer sig et "jeg føler" og et "jeg har brug for".

F.eks. kunne der bag et "hvor er du egoistisk og selvoptaget" meget vel gemme sig et "jeg har brug for lidt opmærksomhed og omsorg".

Eller bag "Du vader ind over mine grænser" kunne der gemme sig et "Jeg føler mig sårbar og har brug for nænsomhed og plads til at være mig". - eller noget lignende.

Og hvad mon virker bedst, at gøre den anden forkert, eller at fortælle hvad vi føler, og hvad vi har brug for? - Et ledende spørgsmål, jeg ved det godt. - Men hvor kan det være svært at huske.

Måske kunne det være en lille øvelse den næste uge at fange os selv i vores "du er"-budskaber og tjekke ud, hvad vi i virkeligheden har brug for. - Og næste skridt kunne så være at tage mod til at udtrykke vores egne følelser og behov direkte uden at kritisere eller bebrejde.

Selv om jeg ikke vil garantere, at det virker hver eneste gang, så er virkningen i de fleste tilfælde overraskende positiv. - Så meget tør jeg godt love.

mange kærlige hilsner

Ole

Intelligens og Selvudvikling

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

Nogle former for intelligens forekommer mig at være mere intelligente end andre. Den klogeste må være den, der har evnen til at vurdere, hvad der er vigtigst i livet.

Det er en myte, at mennesker, der efter traditionel målestok er intelligente, skulle klare sig bedre i livet eller være mere lykkelige end andre. Ganske vist ser intelligente mennesker ud til at have en højere levealder, men nu handler det vel om livskvalitet og ikke livskvantitet.

Jeg hørte en gang et interview med finansmanden Asker Åmund, som fortalte, at det ikke var de kloge drenge med de høje karakterer fra hans skoletid, som man i dag finder i toppen af dansk erhvervsliv. Det er der imod de knapt så flittige, som sad bagest i klassen på grund af deres lidt for gode evne til at kommunikere og relatere.

Den sociale intelligens, altså evnen til at omgås andre og være menneskelig er en langt vigtigere faktor for vores livskvalitet og for vores succes både karrieremæssigt og privat.

Og tilsvarende har man de senere år afdækket en del andre former for intelligens end dem, vi traditionelt forstår som intelligens. En af de senest afdækkede kaldes SQ eller spirituel intellegens. Det er evnen til at tænke i helheder, forstå ting i deres sammenhæng og finde positiv mening i ellers tilsyneladende uretfærdige eller meningsløse begivenheder. Det er også vores evne til at priortere og vælge det i vores liv, som giver os glæde, mening, kærlighed og alt det, som i virkeligheden gør livet værd at leve.

Så hvis du har slået dig selv i hovedet med, at du ikke er intelligent nok, så tjek lige, hvad du mener med intelligens. Hvis der er kærlighed, glæde og mening i dit liv, er du efter min mening rigtig godt begavet.

Og det allerbedste er, at uanset hvilken intelligensform vi taler om, så er det ikke noget statisk. Vores intelligens kan udvikles gennem hele livet. Det er aldrig for sent.


mange kærlige hilsner

Ole

Lykke

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

Lykke er at kunne se vores tilværelse realistisk i øjnen som den er lige nu, og samtidigt at have hovedfokus på alle de gode ting i den.

Vi bliver med andre ord lykkeligere, når vi er taknemmelige.

Hvis vi fortrinsvist fokuserer på det, som er negativt og utilfredsstillende ved livet lige nu, er der selvsagt ikke meget at være taknemmlige over, og så bliver lykken noget, vi nøjes med at drømme om og længes efter en gang i fremtiden.

Når vi fokuserer på de halvtomme glas i stedet for de halvfulde, bliver vi tilbøjelige til at udsætte, udskyde og fantasere os andre steder hen end lige nu. Og så går vi glip af selve livet. -
Som bekendt foregår livet trods alt lige her og nu.

Og det meste af tiden er der rigeligt at være taknemmelig over. Livet er fuldt af både halvfulde og helt fyldte glas. Det er et spørgsmål om, hvad vi fokuserer på lige nu.

Det er min erfaring, at taknemmelighed fungerer som en magnet i tilværelsen. Mit liv er fuldt af eksempler på, at jeg får mere og mere af det, som jeg er taknemmelig for i mit aktuelle liv.

Og det betyder på ingen måde, at vi behøver at affinde os med urimeligheder eller en utilfredsstillende livssituation. - At vi er taknemmelige for det gode i vores tilværelse, og at vi fundamentalt er lykkelige, gør os ikke nødvendigvis til passifistiske grøntsager, som affinder sig med hvad som helst. Tvært imod giver glæden og taknemmeligheden os overskud til at takle de udfordringer, som livet altid vil byde på, og til at udvikle os igennem dem.

Og hvis ikke vi kan være lykkelige lige nu, vil vi ikke kunne være lykkelige. Fremtiden kommer aldrig. Livet og dermed lykken er altid lige nu.

Her er en lille øvelse i tre dele:

1. Den lette:

Lav en liste over alt det, du er taknemmelig for på alle livsområder og mærk efter, hvad det gør ved din energi og oplevelse af glæde.

2. Den svære:

Lav nu en liste over det, du er frustreret over i dit liv lige nu. Undersøg herefter, hvad den positive side af problemet er, og find så ud af, hvad du er taknemmelig over i de tilsyneladende negative situationer.

3. Gør noget.

Lav en handlingsplan over, hvad du vil gøre ved de utilfredsstillende ting i din aktuelle situation, og gør det som er nødvendigt, for at tingene kan blive endnu bedre.
Om nødvendigt, så bed andre om hjælp.

Mange kærlige hilsener

Ole

PS.

"Livet er ikke et problem, som skal løses. Livet er et mysterium, som skal leves".

Bhagwan Shree Rajneesh

Accept

| Ingen kommentarer | Ingen 'spor indlæg'

Det i os selv vi ikke vil acceptere,
vil fortsat eksistere!

Har du lagt mærke til, at de ting i os selv, som vi forsøger at undertrykke, fornægte eller kæmpe imod, har det med at forfølge os år efter år?

Der er kun en kur, som holder i længden. - Og det er accept!

Og accept er ikke det samme som at lade slå til eller at lade vores eventuelle destruktive tilbøjeligheder løbe af med os. Det betyder simpelthen bare at acceptere de følelser og behov, som ligger bag vores negative vaner og impulser.

Mange af os forveksler det at mærke bestemte følelser, med at vi måske også kommer til at udleve dem. Hvis vi eksempelvis skulle acceptere vores vrede, forestiller vi os måske, at vi ville komme til at rive hovedet af nogen. Men det behøver vi selvsagt ikke. - Accepten omfatter ikke destruktive adfærdsmønstre men kun følelser og behov.

Og hvis vi tør mærke alt, hvad vi føler, finder vi hurtigt ud af, at der bag alle vores følelser gemmer sig et budskab om alment menneskelige behov. Uanset om vi er kede af det, vrede, jaloux, misundelige, frustrerede eller noget andet, så gemmer der sig et behov for kærlighed, respekt, tryghed, frihed, anerkendelse eller noget andet legitimt lige under følelsen.

Så når vi rummer og acceptere alle vores følelser, har vi mulighed for at opdage, hvad vi i virkeligheden har brug for og ønsker os. - Og så kan vi jo finde nye og mere konstruktive måder at tilfredsstille vores behov på.

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv med indlæg fra november 2008 listet fra nyeste til ældste.

december 2008 er det næste arkiv.

Find seneste indhold på forsiden eller se efter det i arkiverne for at finde alt indhold.