I min lille serie blogindlæg om selvfølelsen er vi nu nået til selvværdet.
I modsætning til selvtillid, der er baseret på vores status, og det vi kan, er selvværdsfølelsen i højere grad baseret på vores livsværdier og vores oplevelse af formål med vores liv.
Der er ifølge min erfaring to vigtige forudsætninger for en god og solid selvværdsfølelse:
for det første er det vigtigt, at vi ved, hvad vi står for som mennesker, at vi har gjort os klart, hvad vi oplever som væsentligt og værdigt, og at vi vel at mærke også i et vist omfang er i stand til at efterleve vores værdier.
For det andet giver det os en følelse af selvværd, når vi oplever, at det vi bruger livet til, er meningsfuldt og har et større formål.
Når jeg som life coach eller psykoterapeut igennem årene har hjulpet mennesker med at opbygge en god og positiv selvværdsfølelse, har jeg derfor typisk hjulpet dem med:
1. At finde ud af, hvad de stod for som mennesker, dvs. hvad de oplevede som vigtigt og værdigt i deres liv, og hvad de gerne ville kendes for.
2. At få de nødvendige livskunstværktøjer til at kunne efterleve deres egne værdier. Hvis vi bare opstiller høje idealer uden at kunne leve dem, fører det bare til selvkritik og en endnu værre selvfølelse.
3. At finde ud af, hvad deres livsformål og personlige kald i livet var.
Når vi bruger vores liv på noget som føles vigtigt og måske endda tjener et "højere formål", giver det os en følelse af værdi og mening med vores eksistens.
Og det er selvsagt også noget af det, vi på ID Academy uddanner vores kommende psykoterapeuter og life coaches til at kunne assistere deres klienter med, samtidigt med at de under uddannelsesforløbet selv får højnet selvværdet ganske betydeligt.
Læg mærke til, at selvværdsfølelsen har mulighed for at være meget mere "solid" og stabil end selvtilliden.
Selvtillid kan mistes, fordi den er baseret på vores evner, færdigheder og status.
Selvværd derimod er baseret på noget, som er uafhængigt af, hvad vi kan præstere, hvordan vi ser ud, eller hvilken formel status vi har.
Uanset om vi er gode til at male, synge, flirte, springe i trampolin eller noget helt andet, kan vi føle et selvværd, fordi selvværdet er baseret på de værdier, vi står for som mennesker og vores villighed til at efterleve dem.
Hvis det eksempelvis er en værdi for mig, at jeg gør det bedste jeg kan, uanset hvad jeg laver, vil selve forsøget i sig selv højne mit selvværd.
Hvis det er en værdi for mig at være ærlig og autentisk overfor andre, vil det have en positiv indvirkning på min selvfølelse, når jeg eksempelvis tager mod til mig og viser hvem jeg på godt og mindre godt er som menneske.
Hvis det er en værdi for mig at være empatisk og hjælpsom overfor andre, vil selvværdet få et nyk opad, når jeg lige sætter mig selv til side og giver en hjælpende hånd til et medmenneske.
Og læg mærke til, at intet af det ovenstående er afhængigt af særlige talenter eller færdigheder.
Og jeg tror, vi alle har et eller flere "kald" eller formål med vores liv. Der er noget, som vil føles vigtigt og meningsfuldt, og som vil give os følelsen af, at vores liv ikke er tilfældigt, men at vi tvært imod gør en forskel.
For nogle af os er det at bidrage til vores samfund som sundhedspersonale, soldater, politibetjente, redningsfolk, skolelærere eller noget helt andet.
For andre er det at skabe æstetik gennem kunst, arkitektur og håndværk.
For nogle af os er det at give gode og sunde livsværdier videre til vores børn og sørge for en god og tryg opvækst for dem.
Og for andre af os føles det som vores kald, når vi som psykoterapeuter er i stand til at hjælpe mennesker med at komme ud af personlige kriser og med at genfinde livsglæden, eller når vi som life coaches kan hjælpe andre mennesker med at få noget mere ud af deres liv og gøre deres drømme til virkelighed.
Værdier og personlige kald er forskellige fra menneske til menneske. Men fælles for os alle er, at bevidstheden om og villigheden til at leve vores værdier og kald i livet, giver os et højere selvværd.
I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på en helt tredje slags selvfølelse, som på væsentlige punkter adskiller sig fra både selvtillid og selvværd, og som er den dybeste og mest "robuste" oplevelse af os selv, som vi overhovedet kan opleve.
mange kærlige hilsener
Ole Vadum Dahl
februar 2010 Arkiv
Som du sikkert ved, har jeg bl.a. i mine sidste to bøger skrevet en del om begrebet identitet og forskellige slags selvfølelse, og hvad de betyder for både selvudvikling og for vores livskvalitet og livsglæde.
Vi taler indenfor terapi, coaching og selvudvikling rigtig meget om selvfølelsen, om ego, selv, sjæl, essens, osv. osv., men hvad mener vi egentlig med det?
Jeg er blevet opfordret til at lave en lille serie blogindlæg, hvor jeg forklarer lidt om, hvad jeg forstår ved de forskellige slags begreber og tilsyneladende forskellige slags selvfølelse. Dette indlæg er det første af slagsen.
Jeg skelner mellem tre slags selvfølelse:
1. Selvtillid,
2. selvværd og
3. den essentielle selvfølelse.
Og lad mig lige understrege endnu en gang, at jeg ikke har patent på de følgende definitioner. Så tag dem som min personlige udlægning.
I dette første indlæg vil jeg give en definition på begrebet selvtillid. Min udlægning af de to andre former for selvfølelse følger i kommende indlæg.
Selvtillid:
Selvtillid er den selvfølelse, som er baseret på, hvad vi er i stand til eller ikke i stand til.
Når jeg eksempelvis er god til et eller andet, har opnået en bestemt status eller har præsteret noget særligt, vil det typisk give mig en god selvtillid.
Der hvor jeg falder igennem, ikke når mine mål eller i det hele taget ikke føler at jeg præsterer det, jeg gerne ville, eller det andre forventer af mig, ender jeg der imod op med en dårlig selvtillid.
Så vores selvtillid er med andre ord den selvforståelse vi på godt og ondt har dannet på baggrund af, hvor godt vi præsterer.
På den ene side er en god selvtillid en vigtig forudsætning for et godt liv. Jo mere "selvtillids-kapital" vi har i livets bank, jo mere tør vi "investere" i livet. Og hvo intet vover, intet vinder! -
På den anden side er selvtillid en lidt skrøbelig form for selvfølelse.
Vi kan miste en bestemt evne, færdighed eller status, som giver os selvtillid, og dermed svækkes selvfølelsen.
Som barn lå en stor del af min selvtillid eksempelvis i mit talent for at tegne og male. Her kompenserede jeg i udstrakt grad for min manglende selvtillid omkring typiske drengeaktiviteter som fodbold og andre former for sport. Dem var jeg mildest talt ikke god til.
Men da jeg så som ca. 17-årig mistede det meste af mit syn, var det så som så med selvtilliden som tegner.
Mange mennesker genererer også en vis selvtillid gennem deres gode udseende. At være en attraktiv mand eller kvinde kan bestemt godt give en god selvtillid.
Men hvad sker der med en selvtillid, der er baseret på udseendet, når strækmærker, appelsinhud og rynker sætter ind, for slet ikke at tale om ølmaven, bollehåndtagene og andre overflødige kilo?
Og sommetider baserer vi vores selvtillid på, hvor gode vi er på jobbet eller som næsten perfekte forældre.
Men hvad sker der så med selvsamme selvtillid, når vi mister jobbet, eller når ungerne flyver fra reden og får andre interesser end deres lidt omklamrende forældre?
Så hvis vi ensidigt identificerer os med vores status, vores udseende eller det vi er gode til, kan det med andre ord være en ustabil form for selvfølelse, fordi stort set enhver evne, færdighed eller status kan mistes igen.
Selvværdsfølelsen derimod er lidt mere solid, som jeg vil komme ind på i det næste blogindlæg.
Men vi kan efter min mening ikke komme udenom begrebet selvtillid i en personlig udviklingsproces, eller når det gælder livskvalitet generelt. Mennesker der i spiritualitetens og ydmyghedens navn ser skævt til selvtillid under påskud af, at det "bare er ego", ender ofte op med enten at blive unødvendigt overfølsomme. Eller også kommer det "fornægtede ego" til udtryk som spirituel indbildskhed og opblæsthed.
Det kræver faktisk et godt og velintegreret ego, hvis vi i psykisk forstand skal have råd til at droppe egoet. Så selvtillid er ifølge min erfaring både en forudsætning for vores personlige og spirituelle udvikling generelt og for vores livskvalitet i særdeleshed.
Inden jeg i nogle af de kommende blogindlæg giver nogle ideer til, hvordan vi igennem terapi, coaching og selvudvikling kan arbejde med vores selvtillid, vil jeg i de næste to indlæg også lige fortælle om min forståelse af selvværd og den essentielle selvfølelse.
mange kærlige hilsener
Ole Vadum Dahl

